erindring om Radiohuset

Ak ja – Radiohuset. Alle, der har arbejdet der, har et særligt forhold til den pragtfulde bygning. Alene det at gå gennem svingdøren til foyeren – beklædt med grønlandsk marmor og lofter af oksehud – gå til højre til glaselevatoren og køre op til 3 sal, hvor de dengang 2 båndrum lå. Det var min hverdag i mange år.
Det hele begyndte for mig den d. 2. november 1959 (en Mandag), hvor jeg med 14 andre tiltrådte en stilling i det, der nu hed Danmarks Radio. På mit ansættelsesbrev stod der at jeg fik en stilling i Statsradiofonien, men navneskiftet netop til Danmarks Radio skete d. 1. November 1959. Men altså, som der stod i ansættelseskontrakten: Som honorarlønnet mekaniker under Danmarks Radios tekniske afdeling med tjeneste ved fjernsynsudsendelserne fra den 1. november 1959 at regne. Lønningen (forudbetalt) androg: 1.267,50 kr. pr. måned. Det første, der skete efter vi var budt velkommen af ingeniør Brummerstedt var, at vi – i gåsegang – gik til kassererkontoret, hvor 1 måneds løn blev udbetalt kontant i en lille brun pose. Så fulgte 2 dages ”intensivt” kursus, så vidste vi alt om TV og blev delt ud på de forskellige grupper. Her havnede jeg i Linkgruppen. Det betød megen bilkørsel, meget kravlen på tage og tårne, herunder de mange opstigninger til 110 meter balkonerne på sendemasterne. Det gav også kendskab til det smukke Danmark og til mange dejlige mennesker i det ganske land. Dengang var ”de blå vogne” noget nyt, og det var stort, når vi kom ud til de små steder.
Nu var det jo sådan, at Danmarks Radio i 1959 havde taget de første 2 videobåndoptagere i brug. Det var en helt ny og spændende verden. Videobåndteknikken lokkede. Jeg havde selv (med min i læretiden meget begrænsede økonomi) leget med båndmaskiner. Men her, det var jo fantastisk. Nu var det ikke direkte udsendelser og film, der kunne udsendes – man kunne optage og sende senere. At Danmarks Radio også var på forkant her, kunne ses på at kun 2 lande i Europa før os benyttede denne teknik. Jeg sneg mig op i båndrummene, når jeg kunne, det var fascinerende.
I foråret 1962 kom så muligheden. Båndrummet – der på dette tidspunkt havde 4 mand – skulle tilføres flere teknikere. Jeg søgte og fik – som mand nummer 6 i dette land - muligheden for at trykke på knapperne til de nu 4 stk. Ampex VR 1000.
Vi lavede det hele selv. Service, optagelse, redigering og udsendelse. Tro mig, første gang man står alene med afviklingen af et aftenprogram, der kriller det lidt i maven. Under redigering måtte instruktører, producere, journalister sidde/stå i støjen fra maskinerne, sommetider i mange timer, medens vi klargjorde udsendelserne. Mange skægge oplevelser, og kun meget få var vi ikke på bølgelængde med. Det var en verden hvor udviklingen gik meget stærkt. Flere og flere af udsendelserne blev produceret på bånd, udsendelsestiden steg. Så med travlheden kom flere teknikere, der kom de første piger – Tekniske medhjælpere som de hed – en af de første var Lone Kühlmann. I 1964 kom så næste store skridt. Den første båndvogn kom til. Vi var 3 fra båndrummet, der var med på holdet til Prinsesse Anne-Maries og Konstantins bryllup i Grækenland. Båndvognen hentede vi på vejen hos FERNSEH G.M.B.H i Darmstadt på vejen til Grækenland. Hjemme kom 3 nye AMPEX maskiner af typen VR 2000 til, så nu var der 3 båndrum – der nu blev omdøbt til TV-Båndcentralen. Næste trin i den eksplosive udvikling kom i 1968 med indførelsen af farve TV. De første 2 farvedygtige maskiner blev etableret i TV-byen. Første store opgave var OL i Mexico. Her var vi 4 mand (jeg var en af dem), der kørte 2 skift, testudsendelser for radioforhandlerne om dagen, OL om aftenen og natten.
I 1972 blev mit permanente tjenestested TV-byen. Det var trist at forlade Radiohuset, men det blev starten på en helt ny historie.
Poul Fuglsang, næstformand DR-Museum