Artikler og tekster der ikke er plads til ved de foto vi bringer

Det første danske TV-STUDIE

Det første ordinære danske fjernsynsprogram var i æteren den 2. oktober 1951, sendt fra et lille interimistisk studie med tilhørende kontrolrum, der til forsøgsformål var indrettet i et 5 x 8 m kontorlokale på 4. sal i Radiohuset.
Baggrunden for denne danske premiere på TV-æraen var følgende handlingsforløb:

• Den 6. april 1948 godkendte Radiorådet indkøb af et sæt forsøgsudstyr fra Phillips, bestående af et studiekamera, et kamera med filmprojektor til afspilning af 35 mm film, en signalgenerator og noget helt elementært kontrol- og moniteringsudstyr samt et lille sæt senderudstyr (samlet pris 130.000 kr.).
  
• Den 1. juni 1949 indledtes tekniske udsendelser i et omfang af ca. 10 timer om ugen. Indholdet var diverse testbilleder, en film om skoleskibet Danmark (sendt dagligt i ca. 2 år!) og et kvarters studiebillede af en tekniker, der besvarede telefonopkald fra de ganske få seere.   
    
• Op til radioens jubilæumsudstilling i Forum i august 1950 blev det primitive laboratorieudstyr om- og udbygget af DR’s egne medarbejdere, så det kunne bruges til egentlig programproduktion. Væsentlige punkter var fremstilling af en videomixer og indkøb af endnu et studiekamera. Under den 10 dage lange udstilling var udstyret flyttet til Forum i en ”glasburs-model” af RH-studiet, og herfra blev der produceret og sendt i alt 99 TV-udsendelser á 20 minutter, fordelt på 39 programmer, som alle blev gentaget 1-2 gange. 
   
• Den 1. november 1950 indledtes programforsøgsudsendelser tre dage om ugen. Samtidig blev der indført en fjernsynslicens på 50 kr. årligt. 
   
• Den 2. oktober 1951 indledtes ordinær fjernsynsvirksomhed med et program, hvor Radiorådets formand, Jul. Bomholt, åbnede dansk fjernsyn, hvorefter der blev sendt en ugerevy samt tre scener fra Johannes Allen’s Harlekins tryllestav.  

Politisk var der dog sat snævre grænser for den nye medieaktivitet. Der måtte således kun sendes én time tre aftener om ugen, og radioindustrien fik kun lov til at importere 1500 billedrør det første år. I april 1953 blev antallet af fjernsynslicenser opgjort til ca. 800.

• Den 1. oktober 1953 blev forsøgsperioden – efter behandling i folketinget – betragtet som afsluttet, og der blev bevilget midler til både nyt studieudstyr og til en OB-vogn samt til opbygning af et sendernet. 
   
• Den 10. januar 1954 blev et helt nyt TV-studie, der var blevet indrettet i Radiohusets studie 5, taget i brug.

Det første kapitel i TV-mediets endnu korte, men eksplosive udvikling var hermed afsluttet.

Kontrolrummet til det første TV-Studie

Teknikere i arbejder med TV-Kameraet i det første TV-Studie i Radiohuset.

Tekniske data.

Studiekamera:      
- kamerarør af typen Ikonoskop, der krævede et lysniveau på ca. 10.000 lux,

                        
- to ens objektiver, det ene foran kamerarøret, det andet foran en optisk matskive-søger (søgerbilledet stod på hovedet!),

- fokusering med begge objektiver (samme princip som i et Rolleiflex),

- brændvidde 16,5 cm, lysstyrke 1:2,9.

Den 1. oktober 1952 blev de to studiekameraer erstattet af en nyere udgave, udstyret med kamerarør af typen Superikonoskop, der kun krævede et lysniveau på 1000 – 2000 lux (lejet hos Phillips). Desuden havde denne model en elektronisk søger (6x8 cm), så kameramanden nu kunne arbejde med et retvendt søgerbillede. Herefter kunne det nedenfor beskrevne lysudstyr erstattes af mere almindelige glødelampearmaturer som dem der bruges i filmindustrien.

Kamera med filmprojektorer:                         

- kasseformet elektronkamera med samme type Ikonoskop som studiekameraerne og udstyret med et objektiv, der via et spejlsystem kunne modtage billeder fra hhv. en 35 mm filmprojektor, en 16 mm filmprojektor og et lysbilledapparat (er desværre ikke bevaret),

- en Phillips 35 mm biografprojektor, drevet af en 25 billeder pr. sek. synkronmotor, og med en delbilledsynkron 50 Hz zenon-blinklampe (stroboskoplampe) som lyskilde,

  - en Bell & Howell 16 mm filmprojektor, drevet af en synkronmotor for både 25 og 16 2/3 billeder pr. sek., og ligeledes med en zenon-blinklampe som lyskilde

  - et lysbilledapparat med en 250 W   glødelampe.

TV-signal generator:   
                                     - synkronisering til 567 linier / 25 helbilleder,

                            - diverse testsignaler, kombineret af tykke lodrette og vandrette streger,
  - negativ billedmodulation.

Billedsender:       
- amplitudemoduleret med begge sidebånd udsendt,
- modulationsbredde 5 MHz, 
- spidseffekt 100 W (ombygget til 400 W antenneeffekt  i vinteren 1951/52),

                               - sendefrekvens 63,25 MHz,

                               - lodret polariseret halvbølge-dobbeltkegleantenne.

Lydsender:             
       - frekvensmoduleret på 67,25 MHz bærebølge,

                                    - sendeeffekt ca. 50 W (udskiftet med en 250 W Storno-sender medio 1952),

                               - lodret polariseret, almindelig halvbølgedipol.

Lysudstyr:             
- fire projektørlignende lysarmaturer, hver bestykket med 3 stk. højtydende kviksølvlamper (type SP 500 W) som var tilsluttet et vandbaseret kølesystem, der med ¾ gallon vand pr. minut holdt lampetemperaturen nede på et acceptabelt niveau  (kun nogle desværre ukomplette armaturer af denne type er bevaret),

- to såkaldte blødlysarmaturer, fremstillet af G.E.C. England, mål 154 x 123 x 41 cm, bestykket med en enkelt centerplaceret lampe af ukendt type, men antageligt en udladningslampe.

Der er til dette notat indhentet data fra flg. publikationer:  

*  Jens Fr. Lawaetz: FJERNSYN, udgivet på Jespersen og Pios forlag i 1951  

*  H.C. Jørgensen: Statsradiofoniens teknik, udgivet af Danmarks Radio i 1984

   DR Museumsforening, januar 2006

Jørgen Møller-Nielsen

 Den første båndmaskine  

Magnetofon-Båndmaskinen:

Fabrikat: AEG

Anvendt: 1939 - 1954

Verdens første professionelle båndoptager

I 1937 indgik Statsradiofonien et samarbejde med AEG i Tyskland om afprøvning af en såkaldt Magnetofon. Det var den første spolebåndoptager og man anvendte acetat/papirbånd, som havde fået pålagt magnetbelægning. Statsradiofonien lejede to af disse kostbare og utroligt avancerede båndoptagere, som skulle vise sig at være 20 år forud for deres tid.

Statsradiofonien med i udviklingen

Statsradiofonien fandt dog ikke at båndmaskinerne umiddelbart opfyldte de tekniske krav til radiofonibrug og flere af Statsradiofoniens ingeniører medvirkede derfor i videreudviklingen af Magnetofonerne. Man bidrog til udviklingen af styresystemer og HF-formagnetisering af lydbåndene, efter en helt ny teknik. Man lejede to mere i 1938 og købte to i 1939. Hermed rådede man i alt over 6 stk. Det gik dog trægt med at få båndoptagerne accepteret i Danmark, de blev ikke brugt til studieoptagelser, men kun til udsendelse af KB: Kortbølgeradio med en begrænset teknisk kvalitet. AEG-Båndmaskinerne blev under krigen også brugt til optagelse af BBC-udsendelserne til Danmark til brug for de tyske radiokontrollanter, der var placeret i Radiohuset. Indtil begyndelsen af 50'erne mente man at direkte skæring i lakplader, gav en bedre teknisk kvalitet.

Krigspropaganda

 Adolf Hitlers velbevarede hemmelighed

Adolf Hitler indså hurtigt anvendeligheden af denne båndoptager og gav hemmelige ordrer på en særproduktion til propagandavirksomhed under 2. verdenskrig.
De allierede styrker kunne ikke forstå, at Adolf Hitler kunne klare at holde taler så mange forskellige steder. Svaret fik man ved krigens afslutning, da man fandt et antal Magnetofoner, som havde forindspillede bånd med Hitlers taler. Båndene var fremstillet i en helt ny produktionsteknik af fa. BASF : Badische Anilin und Soda Fabrik. Straks efter 2.verdenskrig begyndte man produktion af magnetbånd efter disse principper i store dele af verden.

Dansk verdenspatent

Danskeren Valdemar Poulsen opfandt båndoptageren i 1899, og i 1900 blev den hædret med guldmedalje ved verdensudstillingen i Paris, under navnet Telegrafonen. Valdemar Poulsen døde i 1942, han var således 40- til 50 år foran sin tid.

Restaurering i Ringsted

Enestående båndoptager til Ringsted Radiomuseum

Et museumsudvalg under Danmarks Radio har gennem snart 40 år haft samarbejde med Teknisk Skole Ringsted, i relation til uddannelse af Radiomekanikere. Ved indvielsen af Ringsted Radiomuseum i oktober 2000, fremkom ideen at restaurere de gamle Magnetofoner fra 1937 - 39. Radiohistorisk Forening Ringsted sagde straks JA til opgaven, som gennem flere måneder blev udført på forbilledlig vis af pensioneret overlærer Niels M. Holm. Det lykkedes at få restaureret/samlet to Magnetofoner, ud af fem, som var fundet hos DR.

For det store arbejde med at restaurere de 2 båndmaskiner overdrog DR det ene eksemplar til Ringsted Radiomuseum som hermed råder over et sjældent klenodie, som der i dag kun findes få af i Europa. AEG i Tyskland har et eksemplar i en sikret glasmontre. Ringsted Radiomuseum er med rette stolte af at have dette sjældne klenodie i deres flotte samling i Sct. Hansgade 34. 

(Teksten er udformet i samarbejde med Ringsted Radiomuseum)

Den 6. Magnetofon. Under forberedelsen til en udstilling i Arbejdermuseet var vi så heldige at finde den sidste af de 6 maskiner som Statsradiofonien anskaffede. Det er den, der er fotograferet her.

Billedet er fra 1939, da Statsradiofonien havde til huse i "Stærekassen" Det kgl. Teaters Ny Scene. Teknisk assistent Vagn Aage Skovgaard, står ved båndmaskinerne, hvoraf den viste kunne være en af disse.